Det var en glad og nyforelsket Camilla af Rosenborg, der tidligere på måneden kunne afsløre over for Billed-Bladet, at hun igen har fundet kærligheden.
Den tidligere komtesses nye udkårne er den 47-årige kok Ivan Ottesen, som hun traf på datingportalen Tinder. Og siden da har de to hængt sammen.
Det nyforelskede par har været sammen i godt tre måneder, og det er ikke kun Camilla, som er begejstret for den nye mand i hendes liv.
Også hendes børn, Anastasia, Ludwig, Leopold, og Theodor, der alle er i alderen mellem 9 og 19 år, glæder sig på deres mors vegne, fortæller hun til Ritzau Fokus.
- De synes, det er lidt hyggeligt, at jeg ikke er alene længere. Jeg har jo alligevel været alene i et års tid. De er positive og synes, at Ivan er sød, fortæller en storsmilende Camilla.
Efter næsten 25 års ægteskab med eksmanden Mikael Rosanes lod Camilla af Rosenborg sig skille i august sidste år.
Og selv om forholdet til den 47-årige Ivan Ottesen endnu er nyt, så er relationen mellem de to noget ældre, afslører Camilla.
- Der, hvor jeg var kontorelev tilbage i 1991 eller 1992, var Ivan kokkemedhjælper. Og det var nok også det, der gjorde, at vi fik en hel masse at tale om til at begynde med, siger hun.
- Vi arbejdede for DSB's færgerestauranter, så vi har siddet og kigget på billeder i de gamle personaleblade sammen, tilføjer hun.
Camilla af Rosenborg er datter af grev Christian, der var fætter til dronning Margrethe, og grevinde Anne Dorte af Rosenborg.
/ritzau/FOKUS