Jeg hedder Pia Henriksen og arbejder som folkeskolelærer på Vestegnen, hvor jeg i mange år desuden har fungeret som SSP-lærer og konfliktmægler. Derudover er jeg netop valgt som kredsstyrelsesmedlem i den lokale lærerkreds, og så arbejder jeg med fremtidens fællesskaber som ekstern træner hos DeltagerDanmark.
Jeg er mor til to piger og meget optaget af det gode børneliv. Jeg skriver om skolesystemet, som jeg mener er på vej i den gale retning og dræber børns fantasi og drømme.
Derudover skriver jeg om fagpolitik, samfundsforhold samt håb og frygt for fremtiden.
JEG HUSKER stadig, hvordan jeg gik ned ad fortorvet med bankende hjerte i en grim, gul vest og lod en vred mand sende mig en fuckfinger, som endnu en i rækken efter flere ugers lockout. En reaktion, der var fremkaldt af, at jeg var lærer.
Selvom den sidste lockout af lærerne ligger helt tilbage i 2013, kan det stadig vende sig i mig, når jeg ser et billede af Bjarne Corydon. Ikke kun fordi retorikken var voldsom og avlede en særlig folkestemning, men også fordi forringelserne af lærernes arbejdsvilkår har haft store konsekvenser for folkeskolen siden.
Da jeg, dengang efter lockouten, kom tilbage på arbejde, havde jeg galoperende overenskomststress og sagde til min leder, at jeg ikke kunne fortsætte som folkeskolelærer. ”Havde det været en kæreste, der havde behandlet mig på den måde, var jeg skredet,” forklarede jeg hende. Efter flere samtaler valgte jeg alligevel at give det en chance, men mange af mine absolut dygtigste kolleger rundt om i landet forlod folkeskolen i de efterfølgende år. Det var de erfarne, ildsjælene, de særlige talenter. Dem, der kunne blive alt muligt andet, men havde valgt skolen og let kunne vælge den fra igen. Dem, som man for enhver pris skulle kæmpe for at beholde. Det efterlod et stort, sort hul i skolen, som ganske vist stadig har mange dygtige lærere, men som også kæmper med alt for mange ansatte uden en læreruddannelse.
I EN skole, hvor lærerne lider af statustab og kæmper med at blive respekteret af både børn og forældre, er det brænde på bålet, når en stor andel af ”lærerne” har en ungdomsuddannelse som højeste uddannelse og dermed er dårligere uddannet end størstedelen af både forældrene og de ældre søskende.
Undervisningen mister desuden kvalitet og vores kommende generationer vil blive dårligere forberedt til livet efter skolen. Det er helt afgørende for, at vi kan opretholde gode folkeskoler, at lærerne får en arbejdstidsaftale, som alle andre, så de ikke forsvinder ud af skolen. Ikke kun på grund af arbejdsmiljøet for den enkelte lærere, men fordi man skal være lavet af stål, hvis man ikke ønsker at lykkes med opgaven, når man holder et barns liv imellem hænderne. Jeg frygter, at skolen uden en aftale vil få en endnu højere grad af mere eller mindre kvalificerede undervisere på gennemfart i skolen. Det er klart, at det samtidig vil gå ud over dem, som bliver tilbage, da de efterlades alene om at bære skolens kultur, hvilket kan skabe en ond spiral, hvor endnu flere begynder at se sig om efter andet arbejde.
DET ER et meget stort problem, når skolen i forvejen har svært ved at holde på uddannet arbejdskraft, at man nu står overfor en ny konflikt, som kan skubbe endnu flere af de mest attraktive lærere ud af skolen. Derudover bør man lade denne erfaring fra skolen sprede sig til de øvrige områder af den offentlige sektor, som nu også er kommet under pres. Personaleflugt kan blive en realitet hele vejen rundt. Hvis ikke man denne gang finder en fornuftig løsning, som samtidig sikrer, at arbejdsgiverne kan og vil rekruttere og fastholde det personale, som er uddannet til opgaven, kan det få katastrofale følger.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.