73 forseelser fordelt på 57 personer.
Det blev resultatet, da Nordjyllands Politi tirsdag den 15. september satte 11 videokøretøjer ind på motorvejene omkring Aalborg.
Kontrollen foregik fra Støvring i syd til Vestbjerg i nord og omfattede blandt andet Hirtshalsmotorvejen og Frederikshavnsmotorvejen. Politiet havde særligt fokus på tæt kørsel og bilister, der ikke holdt til højre.
- Det er nogle trælse tal, vi står med efter indsatsen. Vi har især haft fokus på nogle af de forhold, som kan have stor betydning for trafiksikkerheden, og her ser vi desværre flere alvorlige overtrædelser, siger politikommissær Hjalte Reines, leder af Operativ Færdsel ved Nordjyllands Politi.
Tre biler blev registreret i forbindelse med overhaling via nødsporet, mens otte bilister undlod at holde til højre. 14 biler kørte ifølge politiet med for kort afstand til den forankørende. Ti af sagerne førte til klip i kørekortet, mens fire medførte betinget frakendelse. Derudover blev 12 personer taget for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen.
- Når man kører for tæt på den forankørende eller bruger sin håndholdte telefon, reducerer man sin mulighed for at reagere, hvis noget pludselig sker. Og når vi samtidig ser biler, der bruger nødsporet til overhaling, så er det nogle farlige tendenser at se i trafikken, siger Hjalte Reines.
Politiet standsede også en sportsvogn med prøveplader, hvor kørslen førte til en afgiftssag.
På indfaldsvejene blev flere knallertførere desuden standset. En mand på en lille knallert blev ifølge politiet testet positiv for cannabis. Knallerten kunne køre hurtigere end tilladt, og manden blev fundet med en mindre pose kokain. I en anden sag blev en ung mand standset på en ulovlig knallert, der kunne køre omkring 100 kilometer i timen. Knallerten var heller ikke dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring.
Nordjyllands Politi oplyser, at der også fremover vil være målrettede kontroller på motorvejene.