BROHR er den tredje biograffilm fra Gigis og byder på både robotter, AI og kendte danske stemmer.
Søndag den 20. september kan filmen ses ved forpremierer i København, Odense og Aarhus.
Robotter overtager arbejdspladserne, beboere mister deres indkomst, og Blokhavn risikerer at blive revet ned.
Det er udgangspunktet for den nye danske animationsfilm BROHR, der søndag den 20. september får forpremiere hos Vue i København, Odense og Aarhus. Filmen er den tredje biograffilm fra Gigis efter Blokhavn fra 2020 og Shabholm fra 2023.
Denne gang foregår historien i en nær fremtid, hvor rigmanden Jasper Puch sender højteknologiske robotter ud på arbejdsmarkedet. Det får store konsekvenser for den 24-årige håndværker Ali, hans hustru Yasmina og de øvrige beboere i Valhalalparken. De mister deres indkomst og bliver tvunget til genhusning på Lolland-Falster, mens robotterne begynder at rive boligområdet ned.
Ali nægter dog at opgive Blokhavn og samler sine gamle venner Hassan, Davito, Ahmed, Abdi og Musti for at tage kampen op.
Kendte stemmer
BROHR har samtidig en markant dansk stemmeliste. Mads Mikkelsen lægger stemme til rigmanden Jasper Puch, Tessa spiller Yasmina, mens Rasmus Bjerg lægger stemme til Brohr. Derudover medvirker Branco, Sofie Linde, Jan Elhøj og Birthe Neumann.
Bag filmen står Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard, som også instruerer, animerer og lægger stemmer til de seks hovedpersoner fra Gigis-universet.
BROHR får landsdækkende biografpremiere torsdag den 24. september.