Den svenske burgerkæde Mister York åbner sin første restaurant i Danmark. Det sker i Herning, oplyser kæden i en pressemeddelelse.
Mister York blev grundlagt i Kalmar i 2020 af Gustav Haglund og Gustav Larsson. Kæden begyndte med en hjemmebygget foodtruck og har siden vokset sig til 46 restauranter i Sverige. Herning bliver samtidig Mister Yorks første restaurant uden for Sverige.
- Danmark føles som et naturligt første skridt for os. Vi har længe ønsket at tage Mister York med uden for Sverige, og vi glæder os virkelig til at møde de danske gæster, siger Gustav Haglund, CEO og medstifter af Mister York.
Kædens koncept er burgere i premiumsegmentet til priser, der ifølge virksomheden ligger tættere på klassisk fastfood.
Mister York er tre år i træk blevet kåret som Sveriges bedste burgerkæde af Burgerdudes, der anmelder burgerrestauranter.