København har sikret finansieringen til en ny specialskole i Ørestad med plads til 96 elever fra 0. til 9. klasse.
Skolen skal efter planen stå klar i 2031.
Københavns Kommune har afsat 434,9 millioner kroner til en ny specialskole i Ørestad med plads til 96 elever.
Pengene er afsat i forbindelse med kommunens budget for 2027 og skal gå til etableringen af Skolen ved Himmelhøj på Ørestads Boulevard 220. Skolen bliver et tilbud til børn og unge med behov for vidtgående specialpædagogisk støtte og skal rumme elever fra 0. til 9. klasse.
Sammen med skolen skal der bygges en specialidrætshal målrettet mennesker med fysiske og kognitive funktionsnedsættelser. Hallen skal både bruges af skolens elever og af fritidsbrugere.
- København skal fungere i hverdagen for alle børn, også de børn, der har brug for særlig støtte. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu kan bygge en ny specialskole, der fra begyndelsen bliver indrettet efter elevernes behov, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) i pressemeddelelsen.
Hvis tidsplanen holder, skal den nye skole stå klar til brug i 2031.
Eleverne er allerede begyndt på Sundholmsvej 50 og Skolen på Amagerbro, hvor de kan blive, indtil den nye skole er færdig.