Norske myndigheder har samlet nye anbefalinger om børn og unges skærmbrug.
Her advarer de blandt andet om risikoen for, at børn kommer i kontakt med kriminelle netværk via digitale platforme.
Kriminelle netværk kan bruge sociale medier til at komme i kontakt med børn og unge.
Det er en af advarslerne i nye fælles anbefalinger fra norske myndigheder om børn og unges skærmbrug, skriver DR. Myndighederne fremhæver blandt andet TikTok, YouTube og Snapchat i forbindelse med risici som vanedannende design, skadeligt indhold, kontakt med fremmede og rekruttering til kriminalitet.
Det har mundet ud i en række nye skærmråd, der er udarbejdet af flere norske myndigheder og indeholder både anbefalinger om skærmtid og råd til forældre om børns brug af sociale medier og digitale tjenester.
Norsk politi beskriver samtidig, hvordan kriminelle kan tage kontakt til unge via sociale medier og derefter flytte samtalen til krypterede tjenester som Telegram eller Signal. Her kan der ifølge politiet blive delt kriminelle opgaver. Det kan være at transportere penge, våben eller narkotika, udføre skyderier eller sprænge bygninger i luften.