Temperaturer over 40 grader og naturbrande flere steder i Sydeuropa denne sommer har fået nogle danskere til at overveje andre destinationer næste år.
I en ny undersøgelse svarer 14 procent, at de ikke vil rejse til Sydeuropa i sommerferien, mens 17 procent overvejer at droppe området. 62 procent svarer nej til, at sommerens hedebølge og naturbrande har fået dem til at genoverveje destinationen, mens syv procent svarer ved ikke.
Undersøgelsen er foretaget af YouGov for forsikringsselskabet Gjensidige blandt 776 respondenter i august 2026.
Lene Ovesen, der er direktør for Rejseskade i Gjensidige, mener ikke, at Sydeuropa nødvendigvis behøver blive streget fra feriekortet.
- Selvom nogle danskere allerede nu er bekymrede, behøver man ikke stryge Sydeuropa helt fra listen. Med forberedelse kan man komme langt, siger hun.
Hun anbefaler blandt andet rejsende at orientere sig om risikoen for ekstremt vejr inden afrejse og overveje at rejse uden for højsæsonen.