En 33-årig mand fra Brønshøj skal tre måneder i fængsel efter at have erkendt 18 handler med lattergas forskellige steder på Vestegnen.
Ifølge sigtelserne solgte han siden februar i alt 470 flasker med hver 670 gram lattergas. Handlerne havde en samlet værdi på omkring 100.000 kroner og fandt sted på offentligt tilgængelige steder i blandt andet Ballerup, Rødovre, Gladsaxe, Søborg, Albertslund og Herlev.
Manden blev senest anholdt mandag i denne uge på en sti i Rødovre. Her havde han 23 flasker lattergas på sig og blev samtidig sigtet for kort forinden at have solgt yderligere fire flasker. Tirsdag kom sagen for Retten i Glostrup.
- Politiet har gjort et grundigt arbejde med at samle og belyse de mange handler, som den 33-årige løbende er blevet sigtet for, siger senioranklager Mie Schjøtt-Kristensen fra Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Retten idømte manden tre måneders ubetinget fængsel. Samtidig blev fire mobiltelefoner, 276 flasker lattergas og næsten 32.000 kroner fra det ulovlige salg konfiskeret.
Den 33-årige erkendte sig skyldig og tog betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.
Politiet går efter ulovligt salg
Sagerne blev efterforsket i et samarbejde mellem politikredsens patruljetjeneste og det centrale sagscenter.
- Lattergas hører ikke hjemme på gaden, og vi går målrettet efter dem, der sælger det ulovligt, siger politikommissær Emil Weng Hansen fra Københavns Vestegns Politi.