Der er givetvis skuespilpræstationer, som Drew Barrymore er mindre stolte af end andre.
Men rollen som Gertie i science fiction-filmen "E.T." fra 1982 skammer hun sig bestemt ikke over, og derfor glæder hun sig til, at datteren Olive, som hun fødte for en uges tid siden, bliver så gammel, at de kan se den sammen.
- Jeg kan ikke vente med at vise den for mit barn. Der er ikke noget, jeg kunne være mere stolt over at have været en del af.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at vise sådan en film for sine børn, siger hun ifølge wenn.com.
Og Barrymore, der fik sit gennembrud som skuespiller i filmen som syvårig, er ikke den eneste, der går med de tanker.
Også Henry Thomas, der spillede Elliott i filmen om det mystiske væsen fra rummet, der pludselig dukker op på Jorden, har planer om at holde en særlig filmaften for sin otteårige datter Hazel.
- Jeg føler, at hun er klar til at se den og stor nok til at få noget ud af den nu, siger han.
Også filmens instruktør, Steven Spielberg, har vist filmen for alle sine børn.
/ritzau/