Beskæftigelsessystemet i Danmark er for dyrt og for dårligt. Kort og godt.
Det mener De Konservatives formand, Lars Barfoed, der vil have udgifterne ned på niveau med gennemsnittet for OECD-landene og dermed spare mere end dobbelt så meget, som Venstre lægger op til. Det skriver Ugebrevet A4.
- Allerede i vores 2020-plan lægger vi op til at spare fire milliarder kroner, og så siger jeg bare, at vi formentlig vil kunne spare endnu mere, uden at det går ud over effekten, siger han til A4 og tilføjer:
- Andre lande med et endnu lavere økonomisk niveau kan få det samme ud af det.
Men "nu må vi se", lyder det fra partiformanden med henvisning til Carsten Koch-udvalget, der efter at have kulegravet beskæftigelsesindsatsen fremlægger dets første anbefalinger i efteråret.
Venstre præsenterede for nylig en plan, som på sigt skal skære fire milliarder kroner årligt af beskæftigelsesindsatsen. De Konservatives formand lægger imidlertid op til at spare mere end dobbelt så meget - nærmere bestemt omkring 10 milliarder kroner.
- Vi har et beskæftigelsessystem, som gennem mange år har været under stærk kritik, ikke mindst fra de ledige, som finder det meningsløst. Ledige føler, at de er til grin over at deltage i kurser og aktiviteter, som de ikke oplever bringer dem videre, siger han.
- Og når vi ser på økonomien i det, må vi sige, at vi bruger betydeligt flere penge end et gennemsnitligt OECD-land.
Han henviser til vismændenes efterårsrapport 2012, hvori de fastslår, at Danmark hvert år bruger 16 milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen.
Og han hæfter sig især ved, at Danmark bruger knap tre gange så stor en andel af bruttonationalproduktet (BNP) på arbejdsmarkedssystemet som gennemsnittet i OECD.
- Jeg har ikke grund til at tro, at vores system er bedre og bringer flere i arbejde end andre landes. Derfor ser jeg frem til at diskutere, hvordan vi kan målrette de aktiviteter, der er, så de giver mening og gør en forskel, siger Lars Barfoed.
/ritzau/