Claus Meyer har snydt to mandlige voksenlærlinge for i alt 242.000 kroner i sin virksomhed Meyers Bageri, hævder Fødevareforbundet NNF.
Nu bliver sagerne lukket.
Ifølge NNF har Claus Meyers direktør, Tage Nielsen, i dag givet forbundet håndslag på at lukke sagerne den 24. april og forhandle om medarbejdernes ønske om overenskomst.
Den dag mødes Tage Nielsen med forbundssekretær Flemming Mogensen for at få afsluttet de to sager, hvor Claus Meyer skylder to voksenlærlinge godt en kvart million kroner i løn, pension, ferie og fridage og omfattende overarbejde.
Samtidig har Tage Nielsen bekræftet over for Fødevareforbundet NNF, at der også på dette møde vil komme en afklaring om, hvorvidt Claus Meyers ansatte får deres ønske om overenskomst opfyldt.
"Om vi går derfra med lærlingenes tilgodehavender og en overenskomst for de øvrige ansatte ved vi først, når vi forlader lokalet den 24. april. Men jeg vælger at være optimistisk," siger Flemming Mogensen i en pressemeddelelse.
Tage Nielsen skal også forhandle med HK Handel om overenskomster for ansatte i virksomheden Meyers Bageri.