Det var først, da hun var sikker på at være blandt deltagerne i årets udgave af "Den store bagedyst", at 28-årige Juliane Dixen fra Holstebro fortalte, at hun var gravid.
Det fortæller hun til Her og Nu.
Men selvom der kan være pres på under konkurrencen, så gik alt godt for Juliane. På en af de sidste dage i august fødte hun en pige på Holstebro Sygehus.
Juliane Dixen har nu skiftet den hektiske bagedyst ud med barselorlov fra sin læreplads som lægesekretær på Holstebro Sygehus.
Tv-hold var bekymret
Undervejs i optagelserne til bagekonkurrencen oplevede Juliane Dixen, at holdet bag programmet var mere bekymret for hendes tilstand, end hun selv var. Hun var fire måneder henne, da det begyndte, men hun følte sig godt tilpas hele vejen.
- Jeg tror, dem i produktionen var mere bekymrede for mig, end jeg selv var. De var søde til hele tiden at spørge, om jeg nu fik nok vand, eller om jeg nu havde brug for at sidde ned, eller om jeg havde det godt nok, fortæller Juliane.
- Så havde jeg så også en mand derhjemme, der var god til at sige, at ”nu skal du altså ind og ligge på den sofa og slappe lidt af”, fortæller hun.
Juliane blev gift med sin mand, René, for tre år siden. Bryllupsfesten blev holdt på Rydhave Slot, hvor de for 12 år siden blev kærester under deres efterskoleophold, skriver Her og Nu.