I al hemmelighed forsøger finansminister Thor Pedersen (V) nu at lokke pædagogerne, sygeplejerskerne og lærerne til at underskrive trepartsaftalen, der blandt andet handler om flere praktikpladser og bedre uddannelse af offentlig ansatte.
Ifølge Jyllands-postens oplysninger har Thor Pedersen i hemmelighed tilbudt FTF - der er sammenslutning af fagforeninger for blandt andet sygeplejersker, pædagoger og lærere - 1,8 milliarder kroner. FTF forlod i utilfredshed forhandlingerne med Thor Pedersen for 14 dage siden, da de ikke gad gå med til finansministerens udspil på 1 milliard kroner øremærket til netop deres medlemmer.
FTF har ifølge Jyllands-Posten tygget på det nye tilbud siden i går, og allerede i weekenden er der mulighed for, at der kan blive skrevet under på aftalen.
- Der ligger nogle muligheder i det. Nu ser vi på det, siger sygeplejerskernes formand, Connie Kruckow.
Sygeplejerskerne bliver blandt andet tilbudt penge til en ny specialuddannelse i kræftsygepleje. En uddannelse, som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sidste år afviste at oprette.
Samtidig er der penge til at mindske frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen og penge til efter- og videreuddannelse.
Også kravene fra pædagogerne og lærerne bliver imødekommet mere af regeringen.