Superligaens bundprop, Brøndby, skranter ikke kun sportsligt, men også økonomisk.
Det har ifølge Ekstra Bladet fået klubben til at sælge angriberen Simon Makienok til rigmanden Thomas Rasmussen for fem millioner kroner.
Brøndby betaler ifølge avisen fortsat angriberens løn, så længe han er i klubben.
I Brøndby ønsker man hverken at be- eller afkræfte aftalen.
- Det er interne forhold. Og det kommenterer jeg ikke på, siger sportschef Ole Bjur til Ekstra Bladet.
Rigmanden, Thomas Rasmussen, er mere klar i mælet.
- Det kan jeg blankt afvise. Det er slet ikke noget, jeg kender til, siger han.
Ud over de svigtende resultater i Superligaen er Brøndby presset af dårlig økonomi.
Klubben har i flere år ledt efter en hovedsponsor, og for nylig tabte Brøndby den såkaldte feriepengesag, der koster klubben over 25 millioner kroner.
/ritzau/