Regeringen vil genoplive den boligjob-ordning, som ellers stoppede ved nytår. Det erfarer Børsen.
Ordningen, der giver fradrag for håndværkerudgifter i private hjem, indgår i øjeblikket stort set uændret i den pakke, som regeringen er ved at lægge sidste hånd på, og som ifølge Børsen ventes præsenteret tirsdag.
I pakken indgår desuden, at selskabsskatten sænkes cirka tre procentpoint fra 25 procent til 22 procent.
Lettelserne bliver dog skruet sammen, så den finansielle sektor og olieaktiviteterne i Nordsøen, DUC, ikke får samme gavn af skattelettelserne som andre erhverv.
Det sker ved blandt andet at regulere lønsumsafgiften.
Hos Dansk Folkeparti er skatteordfører Dennis Flydtkjær glad for beslutningen om at genindføre VK-regeringens ordning, der sigter mod at skabe flere job i landet.
- Det er rigtig positivt, hvis regeringen vil genindføre boligjob-ordningen, men jeg står stærkt uforstående overfor, hvorfor man valgte at afskaffe den i første omgang, siger han og fortsætter:
- Det er en ren zigzag-regering, vi har, men det er da trods alt positivt, hvis den er kommet på bedre tanker.
/ritzau/