Der er gode tider i byggebranchen: 5.800 flere er beskæftigede end i sidste kvartal af 2014. Og det er endda på trods af, at Dansk Byggeri havde forudset et fald i beskæftigelsen på 4.400 personer, fordi bolig-job-ordningen blev stoppet.
Det skriver Finans.dk.
Selvom der har været flere konkurser end sidste år, så mener cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian at dansk byggeri er på vej ud af krisen.
- Konkurser er selvfølgelig ikke godt, men kigger man på beskæftigelsen og aktiviteten i byggeriet, så er der altså ikke den krise, som man nogle gange kommer til at tegne et billede af. Vi bliver ved med at sammenligne med et aktivitetsniveau, som var kunstigt højt i 2008, og det skal vi ikke tilbage til. Vi begynder at bevæge os ud af krisen, siger Steen Bocian til Finans.dk.
Der er ikke noget, der tyder på, at stoppet for bolig-job-ordningen får stor betydning for dansk økonomi, vurderer Steen Bocian. Byggeriet kan til gengæld nyde godt af fremgang på boligmarkedet med lave renter, stigende huspriser og en generel bedring af dansk økonomi.
Dansk Byggeri tror dog stadig, at der samlet set vil komme til at være et fald i aktiviteten fra 2014 til 2015. Blandt andet fordi stormene i efteråret 2014 betød ekstra arbejde i byggebranchen med reparationer, og også i renoveringen af almene boliger forventer man et fald på 2 mia. kr. Og så er der bortfaldet af bolig-job-ordningen, som også vil kunne mærkes, mener chefkonsulent Andreas Fernstrøm.
- Man snakker for tiden meget om, at opsvinget kommer, og det går også bedre for bygge- og anlægsbranchen. Men der er nogle ekstraordinære effekter, som er faldet væk, og derfor regner vi også stadig med et fald i den samlede aktivitet for i år, siger han til Finans.dk.