Et sent mål gav Brøndby et lidt ufortjent point i 1-1-kampen ude mod FC Midtjylland søndag aften. Og Brøndby-træner Auri Skarbalius forsøgte sig ikke med bortforklaringer, da han mødte pressen.
- Det var selvfølgelig flot, at vi kom tilbage til sidst, og det fik spillerne ros for. Men så var der ikke meget mere at rose. FC Midtjylland lykkedes med at stresse os, konstaterer Brøndby-træneren nøgternt.
Det falmede storhold er uden sejr i Superligaen siden 30. juli. Siden er der gået 11 runder uden Brøndby-sejr. Og de dårlige resultater påvirker holdet, indrømmer Auri Skarbalius.
- Vi manglede tro på tingene. Men i en svær kamp får vi trods alt et point. Det er det, vi kan tage med, siger han.
Den store angriber, Simon Makienok Christoffersen, var enig med sin chef.
- Jeg synes, vi spillede elendigt. Vi sparkede alt for meget, og vi turde ikke spille os ud af FCM's pres. Det blev en rodet affære, siger den skuffede angriber, som er frustreret over, at holdet agerede med rådvildhed i løbet af kampen.
- Det synes jeg ikke, var tendensen i sidste kamp mod FCK, så jeg forstår ikke, hvorfor det blev sådan mod FCM, siger Brøndby-angriberen.
Brøndbys målscorer - nyindkøbte Quincy Antipas - var Brøndbys bedste, men heller ikke han var tilfreds.
- Jeg begyndte kampen på fløjen, men blev flyttet op i angrebet. Træneren ved, at jeg helst vil spille længere fremme, men jeg kan spille begge pladser, påpeger Antipas.
/ritzau/