Irak-videoen fra den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard får nu Auditørkorpset til at overveje, om man skal genoptage efterforskningen af Operation Green Desert.
Det skriver DR Nyheder torsdag.
- Vi tager nu en snak med Anders Kærgaard for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.
- Og på den baggrund vurderer vi, om der er grundlag for at indlede en egentlig efterforskning, siger viceauditør Kristian Kirk til DR Nyheder
Efterretningsofficeren Anders Kærgaard fortæller torsdag til flere medier, at danske soldater under operation Green Desert i Irak i 2004 observerede irakiske civile blive slået og sparket af de irakiske sikkerhedsstyrker, uden at de danske soldater greb ind.
Anders Kærgaard har en videooptagelse af episoden og vælger at stå frem med historien, fordi han ønsker, at forsvaret ændrer den nul-fejls-kultur, han mener, der hersker.
En kultur der i værste fald går ud over uskyldige civile.
/ritzau/