Atombomber afslører døde mennesker
Danske forskere har fundet en genial måde at identificere afdøde mennesker på ved at kigge på mængden af radioaktivt kulstof i deres øjne.

De mange prøvesprængninger af atombomber efter Anden Verdenskrig er takket være danske forskere ved Københavns- og Aarhus Universitet nu til stor nytte.

Niels Lynnerup fra Retsmedicinsk Institut under Københavns Universitet har sammen med sine kolleger nemlig udviklet en måde at udnytte atmosfærens indhold af det radioaktive kulstof-14, som er en variant af det mest almindelige kulstof-12.

Efter de mange atomprøvesprængninger i 1950 erne steg atmosfærens indhold af den radioaktive fætter til det almindelige kulstof i luften nemlig voldsomt.

Mere kulstof-14

Og siden hen har kulstof-14 sneget sig ind i alle planter, dyr og menneskers kroppe, så vi mennesker i dag går rundt med betydeligt mere af det, end mennesker gjorde før Anden Verdenskrig.

»Vi var på jagt efter en ny metode at kunne identificere døde mennesker på, og så kom vi i tanke om, at øjelinsen i modsætning til resten af kroppens væv ikke bliver udskiftet løbende. Øjelinsen bliver færdigdannet lige efter fødslen. Derfor vil den mængde kulstof-14, der var i atmosfæren på fødselstidspunktet direkte kunne aflæses i linsen,« forklarer Niels Lynnerup.

Bundet til atmosfære

Det, forskerne udnytter, er, at mængden af kulstof-14, der er bundet i atmosfærens CO2, lige så stille bliver mindre og mindre igen i takt med tiden efter sprængningerne. Derfor kan de sammenligne mængden af kulstof-14 bundet i øjelinsen med mængden i luften.

»Det bliver et godt hjælpemiddel for politiet til at identificere den døde, når de ud over dna og tandsæt også har det præcise tidspunkt for personens fødsel. Efter tsunamien i Thailand for et par år siden var der hundreder til tusindvis af døde, der var svære at identificere for eksempel,« siger han.

Flere muligheder

Men deres snedige påfund har langt flere anvendelsesmuligheder.

»Vi vil prøve at udvikle metoden, så vi også vil kunne måle, hvor meget kulstof-14, der er i for eksempel kræftknuder. På den måde kan vi muligvis få langt mere information om det præcise tidspunkt, hvor kræftknuden først begyndte at vokse. Det er information, som kræftforskningen leder efter med lys og lygte, og som kan måske føre til helt ny kendskab om kræftens gåde og bedre behandling,« siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.