Den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, bekræfter indirekte, at israelske krigsfly angreb mål i Syrien for nylig, og det har fået den syriske præsident, Bashar al-Assad, til at anklage Israel for at være i gang med at destabilisere Syrien.
Syriske myndigheder sagde inden weekenden, at et militært anlæg uden for den syriske hovedstad Damaskus blev bombet af israelske fly i den foregående uge.
Den israelske regering har ikke officielt kommenteret anklagerne eller hændelsen. Men under en sikkerhedspolitisk konference i München i Tyskland søndag kom den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, med en udtalelse, der ses som en indirekte indrømmelse.
- Jeg kan ikke tilføje noget til de oplysninger, I har læst i aviserne om det, der skete i Syrien. Men dette er endnu et bevis på, at når vi siger noget, så mener vi det, sagde Barak og fortsatte:
- Vi synes ikke, at det bør være tilladt at fragte avancerede våben ind i Libanon og Hizbollah fra Syrien, når Assad falder.
Især den sidste udtalelse ses som en indrømmelse af, at det rent faktisk var israelske fly, der bombede det militære anlæg uden for Damaskus.
Den syriske regering siger, at angrebet ramte en militært forskningscenter, og præsident Assad siger, at angrebet viser Israels sande hensigt over for Syrien.
- Israel arbejder sammen med udenlandske kræfter og fjendtlige agenter inde i Syrien for at svække og destabilisere vort land, siger Assad til det statslige nyhedsbureau Sanaa.
Efter det israelske angreb har det syriske styre truet med gengældelsesangreb mod Israel.
/ritzau/AFP