West Ham og Arsenal mødtes lørdag aften til et underholdende og intenst London-derby på Upton Park. Og det blev gæsterne fra Arsenal, der rejste hjem med en 3-1-gevinst.
20 minutter inde i opgøret var det ellers West Hams senegalesiske Mohamed Diamé, der lagde ud med et smukt mål. Den tidligere Wigan-spiller tørrede smart Aaron Ramsey, inden han bankede bolden op i nettet bag Arsenal-målmand Vito Mannone.
Udeholdet fik snart rystet målet af sig, og det blev til adskillige store muligheder, inden den franske nyerhvervelse Olivier Giroud fik stanget sit første Premier League-mål ind bag West Hams Jussi Jääskelainen.
1-1 var også stillingen ved pausen.
Arsenals forsvarsspillere havde kampen igennem uhyre svært ved at håndtere de talrige høje bolde, West Ham kylede op til angrebskolossen Andy Carroll, som "Hammers" har lejet i Liverpool.
Carroll var flere gange tæt på at overliste Arsenals til tider usikre italienske målmand.
Men i stedet var det Arsenals indskiftede Theo Walcott, der blev sendt af sted mod West Ham-målet. Og den lynhurtige wing svigtede ikke, og så var gæsterne på sejrskurs med et kvarter tilbage af kampen.
Syv minutter senere lukkede Arsenals spanske landsholdsspiller Santi Cazorla kampen med et fremragende langskudsmål.
Med sejren passerer Arsenal West Ham i den samlede stilling. The Gunners ligger sig op på en femteplads, mens West Ham glider ned på en ottendeplads.
/ritzau/