Tidligere spindoktor Peter Arnfeldt siger, at han hen over sommeren 2010 ikke har deltaget i politiske overvejelser om, hvad Helle Thorning-Schmidts skattesag kunne få af betydning.
Den tidligere rådgiver for forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har ifølge eget udsagn heller ikke kendskab til, at folk fra skatteministeriet holdt møder med sagsbehandlerne af Thornings sag fra Skat København, mens sagen blev behandlet.
Peter Arnfeldt vidner torsdag i Skattesagskommissionen, hvor det store spørgsmål er, om folk uden for den snævre kreds af sagsbehandlere i Skat København - ministre, embedsmænd eller spindoktorer - undervejs blandede sig i sagen.
Direktør i Skat København, Erling Andersen, gav i en redegørelse for forløbet omkring behandlingen af skattesagen indtryk af, at han havde følt sig forsøgt påvirket i sit arbejde af folk i ministeriet, og at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen angiveligt havde forsøgt at få Skats frifindelse af Thorning-Schmidt ændret.
Men indtil videre i dagens forklaring har Peter Arnfeldt ikke oplyst noget, som tyder på kendskab til magtmisbrug.
Peter Arnfeldt nedtoner samtidig, hvor stor interesse der var for Thornings skattesag, i Troels Lunds Skatteministerium
Ifølge Peter Arnfeldt førte BT's henvendelser vedrørende Helle Thorning-Schmidts skatteforhold forud for offentliggørelsen af artikler i juni 2010 ikke til de store diskussioner i ministeriet.
Man tager indledningsvis blot henvendelserne "ad notam", lyder det.
Efter BT den 23. juni offentliggør artiklerne, begynder sagen at fylde mere i Peter Arnfeldts arbejde.
- Det fylder i medieovervågningen.
- Jeg synes, det var spændende. I min verden var det allerede en pressesag, siger Peter Arnfeldt.
Han fastslår, at sagen også politisk har ministerens interesse.
- Man skulle da være politisk helt tonedøv, hvis man ikke drøftede de artikler, siger Peter Arnfeldt til spørgsmålet om, hvorvidt han diskuterede sagen med skatteministeren.
Den tidligere rådgiver for forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen nedtoner dog, hvor stor interessen for skattesagen egentlig var i ministeriet.
/ritzau/