11 af cykelrytteren Lance Armstrongs tidligere holdkammerater på US Postal-holdet har afgivet vidneudsagn om deres brug af ulovlige midler til det amerikanske dopingagentur (Usada).
Her et lille uddrag af de belastende udsagn. Samtlige ryttere indrømmer, at de har brugt dopingmidler. Lance Armstrong nægter fortsat at have dopet sig.
* Tyler Hamilton:
Den tidligere OL-guldvinder (medalje nu frataget) så Armstrong indtage epo og testosteron under Tour de France i 1999. Hamilton hævder, at han sammen med sin holdkaptajn fik blodtransfusioner og at Armstrong gav ham epo i 1999 og 2001.
* George Hincapie:
Den eneste rytter, der kørte sammen med Armstrong i alle hans syv sejre i Tour de France. Han erkender systematisk brug af bloddoping og påstår, at Armstrong gjorde det samme. Hincapie var klar over, at Armstrong indtog en række andre ulovlige stoffer.
Hincapie advarede før et løb i Spanien Armstrong om tilstedeværelsen af dopingkontrollanter. Armstrong trak sig omgående fra løbet.
* Floyd Landis:
Han hævder, at have modtaget testosteron fra Armstrong i 2002, epo i 2002 og 2003 samt set Armstrong bruge epo i 2004. De fik også blodtransfusioner sammen.
* Levi Leipheimer:
Armstrong fortalte ham i 2009, at han brugte en mellemmand for at fortsætte samarbejdet med holdets konsulent, lægen Michele Ferrari.
* Christian Vande Velde:
Rytteren hævder at have set Armstrongs hustru uddele kortison til ryttere under VM i 1998 og siger, at Armstrong gjorde det klart, at hans position på holdet afhang af, at man fulgte holdets dopingprogram.
* Jonathan Vaughters:
Rytteren siger, at han har set Armstrong sprøjte sig med epo i 1998.
* David Zabriskie:
Han hævder, at holddirektør Johan Bruyneel sammen med en holdlæge introducerede ham for doping.
* Frankie Andreau:
Han overhørte, at Armstrong erkendte brug af epo, testosteron, væksthormoner, steroider og kortison.
* Michael Barry:
Han hævder, at holdets læger forsynede ham med forbudte midler.
* Tom Danielson:
Rytteren siger, at holdet forsynede ham med ulovlige midler. Blandt andet epo.
/ritzau/Reuters