Hykleriet når nye højder i årets udgave af Tour de France.
Det mener den syvdobbelte vinder Lance Armstrong.
- Både Team CSC og Rabobank har hver især en lang liste af problemer. Hvis du vil sparke et hold ud, som det er sket med Astana, så spark da dem alle hjem, siger Lance Armstrong i et interview med magasinet ProCycling.
Kritikken kommer på baggrund af tour-ledelsens beslutning om at udelukke holdet Astana. Det har haft massive dopingproblemer i de seneste år.
Men det samme kan man sige om Bjarne Riis' mandskab, der nærmest ikke har haft andet end dopingfyldte stjernerytterer på lønningslisten, og Rabobank, der havde dopingmistænkte Michael Rasmussen i staben.
Lance Armstrong var gennem hele sin karriere under mistanke for at junke sig til de suveræne sejre i Tour de France. Han er dog fortsat et 'rent' kapitel i cykelhistorien.