Der har ikke været en officiel reaktion fra Lance Armstrong, efter at den internationale cykelunion UCI mandag fratog ham de syv Tour de France-titler, han vandt i årene 1999-2005.
Men der er alligevel kommet et slags svar fra amerikaneren. På sin twitter-profil har Armstrong fjernet ordlyden "syvdobbelt Tour de France-vinder"under beskrivelsen af ham selv.
Tidligere stod der: "Far til fem fantastiske børn, syvdobbelt Tour de France-vinder, fuldtids-bekæmper af kræft, deltids-triatlet".
Men nu er det ændret til: "Opfostrer mine fem børn. Kæmper mod kræft. Svømmer, cykler, løber og spiller golf, når jeg kan".
Det kan tolkes som Armstrongs accept af UCI's beslutning, som kommer i kølvandet på det amerikanske antidopingagenturs Usadas beslutning om at give ham livsvarig karantæne og fratage ham alle resultater siden 1. august 1998.
Usada har tidligere i oktober sendt en 1000 siders rapport om den omfattende dopingsag til UCI, som mandag valgte at anerkende og godkende Usadas afgørelse.
/ritzau/