Mange større arkiver i Danmark - herunder Rigsarkivet - gør ikke løbende status over, hvad de har i deres samlinger.
Det viser en rundringning, som Berlingske har foretaget i kølvandet på torsdagens varetægtsfængsling af to mænd, som er sigtet for at have stjålet store mængder historisk arkivmateriale fra Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland.
Avisen skriver, at man kun på de færreste arkiver undersøger, om alt udleveret materiale er der, når brugeren - som godt nok skal registrere sig med navn for at få adgang - forlader arkivet igen.
- Vi tjekker ikke, om der er det samme i kassen, som da vi udleverede den, når vi får den tilbage, siger Anette Eriksen, formand for Organisationen Danske Arkiver (ODA), til Berlingske.
- Vi har sjældent det fulde overblik over alle de dokumenter, der ligger i en kasse, så vi vil faktisk ikke kunne se, om der mangler noget, tilføjer hun.
Chefen for Statens Arkivers fem afdelinger vest for Storebælt, Steen Ousager, tror ikke, at der sker tyverier, men kalder det ifølge Berlingske "svært eller næsten umuligt" at konstatere, om der mangler materiale fra arkiverne.
Direktør Louise Skyggebjerg fra Arbejderbevægelsens Arkiv ligger på linje og siger, at det er "utroligt vanskeligt" at opdage sådanne tyverier.
Anette Eriksen fra ODA vil nu tage det op i sin organisation, om man skal undersøge omfanget af forsvundet arkivmateriale.
- Som organisation kunne vi udstikke nogle vejledende retningslinjer for, hvordan vores medlemsarkiver bør agere, siger hun ifølge Berlingske.
To mænd på 46 og 53 år blev torsdag varetægtsfængslet i tyverisagen fra Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland.
De stjålne dokumenter er blandt andet politirapporter, retsakter, desertørsager og personlige ejendele, der er forsvundet lidt efter lidt fra arkiverne. Materialet handler angiveligt primært om danske nazister, der kæmpede på tysk side under krigen.
Over en længere årrække har mændene ifølge politiets sigtelse fjernet uvurderligt materiale fra arkiverne. De har angiveligt arbejdet under dække af at have en forskerlignende interesse.
I forbindelse med anholdelsen af mændene, som fandt sted onsdag, beslaglagde politiet en stor del af de stjålne arkivalier. Men noget mangler, og politiet mener, at det er blevet videresolgt.
/ritzau/