Den danske europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) får tirsdag morgen besøg af nogle af den amerikanske it-gigant Apples topfolk i Europa for at tale om Apples beslutning om at nægte at formidle en dansk bog med nøgenbilleder.
Det vakte postyr, da forfatter og journalist Peter Øvig Knudsens sidste år fik fjernet sin historiske gennemgang af hippietiden fra både Apples e-boghandel iBookstore og fra butikken Appstore.
Begrundelsen var, at bøgerne "Hippie" i strid med Apples politik indeholdt nøgenbilleder.
Det hjalp dog ikke, at Øvig Knudsen i et humoristisk forsøg på at tækkes Apple tilføjede røde æbler på flere billeder for at dække over de blottede kønsorganer.
Morten Løkkegaard har som medlem af EU-Parlamentets kulturudvalg flere gange forsøgt at få EU-Kommissionen til at tage sagen op.
Han håber, at hans møde med Apples to chefer for politiske relationer i Europa, Claire Thwaites og Jaymeen Patel, kan bane vejen for, at koncernen senere vil stille op til en høring om sagen i parlamentet:
- Det er ikke bare en dansk sag. Det er en europæisk sag.
- Vores europæiske værdier og vores tilgang til kunst og kultur er udfordrede. De eksempler, der har været fremme i offentligheden, er bare toppen af isbjerget, sagde Løkkegaard for nylig i en pressemeddelelse.
Løkkegaard kalder sagen censur og siger, at han har eksempler på, at europæiske forfattere og kunstnere "bliver diskrimineret af Apple på denne måde hver eneste dag".
- Vi skal selvfølgelig ikke diktere Apple eller andre virksomheder, hvordan de skal drive forretning.
- Men ytringsfriheden er en kerneværdi i Europa, og derfor bør Apple forklare, hvorfor nogle dele af litteraturen systematisk udelukkes fra at blive udbudt på Apples platforme, siger Løkkegaard, der ser det som en debat om kultur snarere end jura.
/ritzau/