Godt 40 procent af danskerne har intet imod, at salget af receptpligtig medicin også foregår i supermarkeder og butikskæder som Kvickly, Føtex og Matas, hvis bare de bliver betjent af en farmaceut eller andet sundhedsfagligt personale.
Det viser en Megafon-undersøgelse, som er lavet for Politiken og TV 2.
Netop det var en af de anbefalinger, Produktivitetskommissionen lagde frem i deres endelige rapport: at regeringen og Folketinget på den ene side slår hul i apotekernes monopol og lader andre butikskæder få lov at indrette apoteker, men at det samtidig er et krav, at kunderne får samme faglige betjening som på nuværende apoteker.
Detailhandlen jubler over anbefalingen, men hos apotekerne er der skepsis. Her frygter man, at kunderne ikke kan få samme service.
- Det er naivt at tro, at man bare lige kan flytte apotekernes farmaceuter og personale over i et supermarked. Hvis man giver grønt lys for den type butiksapoteker, vil vi få mange flere enheder, der skal tjene penge på medicin - og hvad sker der så? Så bliver fagligheden mindre for den bliver smurt tyndt ud over en masse butikker, der udelukkende går efter fortjeneste, siger Niels Kristensen, der er formand for apotekerne, til Politiken.
Da kommissionen kom med anbefalingen havde Coops koncerndirektør, Gregers Wedell-Wedellsborg, ifølge Politiken følgende udmelding:
- Mens der i dag er langt mellem apotekerne, er der ikke langt mellem dagligvarebutikkerne. Vi har 1200 butikker over hele landet, mange beliggende i Udkantsdanmark, hvor der i dag er langt til nærmeste apotek. Det vil gøre dagligdagen nemmere for mange danskere, og det vil give fornyet styrke til hårdt pressede små samfund og lokale butikker, sagde han.
Både fra supermarkedernes og apotekernes side er der villighed til at samarbejde, hvis supermarkedsapotekerne bliver en realitet.
- Vi vil gerne gå i dialog med supermarkederne og finde en model, alle parter kunne være tilfredse med, siger Niels Kristensen til Politiken.
Newspaq