Et smil, et kram og en god snak kan gøre en verden til forskel.
Det er moralen på Louise Lund Nilssons historie, hvor hun bag kassen på Meny i Hørsholm blev så stor en del af kunden Kelds liv, at hun var i hans tanker lige til det sidste.
Det startede alt sammen for et år siden, da en lille betuttet ældre herre kom ind i supermarkedet. 29-årige Louise Lund Nilsson var på arbejde og spurgte ham, om der var noget galt.
- Han kom ind og så lidt ked af det ud. Og så sagde han, at det eneste, han egentlig ønskede sig, var et kram. Han var lidt sær og gnaven, men jeg valgte bare at åbne mig op og give ham en krammer, siger Louise Lund Nilsson til Avisen.dk.
Sådan startede et ritual der gentog sig hver dag. Keld kom ned i Meny mellem 10.00 og 10.30, Louise krammede ham, de fik en lille sludder om løst og fast, og næste dag gentog det sig så igen.
- Jeg var en af de eneste, som lyttede og accepterede ham, som han var, fortæller Louise.
Men en dag dukkede Keld ikke op klokken 10, som han ellers plejede. Og det gjorde han heller ikke den næste dag. Men den tredje dag uden en krammer med Keld, dukker en anden mand op nede i Meny for at møde Louise.
- Der går tre dage, hvor jeg ikke ser Keld. Og så dukker hans søn pludselig op. Han fortæller mig, at Keld er gået bort, og jeg begynder bare at græde. Han var jo en stor del af min hverdag, og han betød så meget for mig, siger Louise, mens stemmen knækker et par gange.
Sønnen fortæller om Kelds sidste ønske: Louise Lund Nilsson skal være med til at bære kisten til Kelds begravelse. Og det ønske efterkommer Louise naturligvis, og hun mødte troligt op i kirken for at give sin kære kunde og ven det sidste farvel.
- Familien sagde, at de godt vidste, at jeg havde betydet meget for ham, og at jeg var den datter, som han altid havde drømt om. Jeg kan mærke, at jeg bliver helt rørt, når jeg taler om det. Jeg savner ham simpelthen så meget, fortæller Louise, mens tårerne endnu en gang får frit løb ved mindet om den gnavne stamkunde.
Der findes ikke skodjob
Men Louise Lund Nilssons rørende historie handler ikke kun om, hvordan hun med kram og oprigtig interesse gjorde en verden til forskel for en ensom ældre herre. Det er også en fortælling om, hvordan du kan gøre en forskel. Også selvom du har et 'skodjob'.
- Når jeg er ude og taler med folk, kan jeg mærke, at de tænker, at det er noget underligt noget, at jeg "bare" vil være kassedame. Jeg tror, at de tænker sådan om jobbet, fordi man får en skodløn, og alle bare kan blive det. Men økonomien er ikke vigtig for mig. Det jeg giver, det får jeg tusind gange igen, og det kan penge ikke købe, fortæller Louise:
- Jeg føler, at jeg hver eneste dag gør en kæmpe forskel, når jeg møder kunder med et smil.
Og det er ikke kun Louise, der bliver glad af at arbejde bag kassen. Hendes glæde smitter af i sådan en grad, at hun er lidt af en kendis-kassedame i det nordsjællandske, hvor lokalmedier har beskrevet hende som den evigt glade Netto-pige og lavet interview med kunder, der begræd hendes afgang, da Louise skulle i lære som kosmetikelev.
Det blev dog en kort fornøjelse, da Louise lynhurtigt kom til at savne den nære kontakt med kunderne:
- At være kosmetiker er noget, som jeg brænder for. Men der skal man jo holde sin mund, når man styler folk, og jeg knævrer jo bare løs, så det går altså ikke. Jeg elsker at komme ind på livet af folk, og det kan jeg gøre bag kassen, siger Louise, der også kan fortælle, at hvis man elsker sit arbejde nok, så kommer kærligheden også tilbage den anden vej:
- Jeg fandt jo faktisk også min mand på jobbet. Han blev ved med at komme ned i butikken efter det ene og det andet, og jeg tænkte; "det er da underligt, som han kommer rendende". Det var så åbenbart min kommende mand, og nu er vi både gift og har barn, siger Louise, der insisterer på, at alle kan gøre den forskel i andres liv, som hun gjort:
- Der er så mange andre, der kan det samme som mig. Hvis du bare smiler og giver ud af dig selv, så findes der ikke skodjobs. Hvis der kommer en ældre dame ind i en fin bluse, så sig det til hende, hun bliver lykkelig.