192 personer fik fyrværkeriskader i forbindelse med nytåret.
Det viser en indsamling fra alle landets akutafdelinger lavet af Ulykkes Analyse Gruppen fra ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital.
Sidste år kom 195 personer til skade.
34 af de 192 personer fik alvorlige fyrværkeriskader. Med "alvorlig" menes der tilfælde, hvor personen enten er blevet indlagt med det samme, overført til et andet sygehus eller har krævet akut vurdering hos en øjenlæge.
Ni af de alvorlige tilfælde involverede børn. 12 af de alvorlige tilfælde omhandler personer, der ikke selv havde affyret fyrværkeri, men været tilskuer.
37 procent af alle tilskadekomne var børn.
Langt de fleste af fyrværkeriskaderne skete i forbindelse med affyring af lovligt fyrværkeri. 54 kom til skade efter affyring af raketter, 33 efter affyring af et batteri og 32 efter affyring af bomberør.
Ti personer er angivet som værende kommet til skade i forbindelse med affyring af ulovligt fyrværkeri, herunder fire alvorlige tilfælde.
Det er primært mænd, der bliver ramt af fyrværkeriskader. Kun 43 af de 192, der har fået fyrværkeriskader, er således kvinder.
30 procent af de tilskadekomne havde skader i eller nær øjnene, mens knap en fjerdedel havde fået skader på hænderne.
Ulykkes Analyse Gruppen fra ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital har foretaget indsamlingen af antallet af fyrværkeriskader siden nytåret 1995/96.
Nytåret 2020/21 er det år, hvor der var færrest, der fik fyrværkeriskader. Her blev der registreret 165 tilfælde.
/ritzau/