The Storm: Where the Storm Meets the Ground
(Universal)
Til april er der fløjet og føget to år af sted, siden bassisten Johan Wohlert indgav sin afskedsbegæring til progrock-orkestret Mew.
Hans musikalske fremtid lå nu i duoen The Storm – sammen med kæreste og tidligere Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl. Sikke en cocktail. Lige dele rockstar-attitude og Bond-babe fra to af landets dengang, undskyld, fremadstormende bands.
Parret var fra begyndelsen sikre forsidebaskere på alskens glittede magasiner, og et af de store pladeselskaber bed forståeligt nok på med det vuns.
Dermed eksploderede noget af årtiets største hype omkring et dansk album. Det er blevet til Where the Storm Meets the Ground , som Gasolin -, Queen- og Smashing Pumpkins-lydsnedkeren Roy Thomas Baker bemærkelsesværdigt nok designer.
12 i iscenesættelse
Men pladen skuffer fælt. De 10 numre vader i musikalske pasticher og sproglige klichéer, så man aldrig føler sig sikker på, hvornår The Storm er The Storm, og hvornår inspirationerne tager kriminelt meget over. Den storladne og ofte overdrevent flotte produktion lover med andre ord mere, end den holder.
Med Swan Lee voksede fortællingen om bandet sig større end musikken allerede på trioens andet og sidste album. Vi fik storytelling i mesterklasse – det kompromisløse band, der kæmpede mod en konservativ pladeindustri og vandt på egen hånd under eget tag.
Men vi fik aldrig et album, der kunne måle sig med forbilledet, svenske The Cardigans.
Denne gang kuldsejler The Storm fra begyndelsen af. Og det skyldes ikke mindst mediernes tilsyneladende ubændige appetit på Pernille Rosendahl, der ofte fremstilles som noget overjordisk i dansk poprock.
Det er ikke helligbrøde ikke at skrive rockhistorie med første album i en ny konstellation, men så højt skruet op virker forventningerne altså via en helt usædvanlig iscenesættelse. Det var trods alt The Storm selv, der indtil for ganske nylig serverede susende reallyde på duoens Myspace-hjemmeside. Og intet andet.
Rosendahl og Wohlert var ikke musikalske ankermænd i deres tidligere projekter, og de leverer for vage melodier. De bedste lyder tilmed af noget, man har hørt før. Tag eksempelvis episke Lay Down Your Head . Ved første gennemlytning kradser den i hukommelsens bagkatalog. Og rigtig nok: Op dukker Metallica-balladen The Unforgiven .
De er ikke identiske, de to sange, men opbygning og akkorder har mere end tilfældigheder til fælles. En kreditering i bookletten havde været på plads. I øvrigt bringer c-stykket minder om omkvædet i Take Thats Back For Good , men der er vel grænser for, hvad man kan skyde et progressivt rockband i stiletterne.
Guns N Roses November Rain genopstår også fint på den flotte førstesingle Drops In The Ocean , ligesom ABBA vist nok glaner længselsfuldt med på den ret så ferme Lullaby .
Efter at have hørt Everchanging må skrønen om sangerindens store stemme desuden forstumme. Pernille Rosendahl har en karismatisk klang, men rækkevidden i såvel dybde som højde er mere tynd end slank. Og så skal hun altså ikke presses ud i randregisteret, hvor vokalen virker beslægtet med udsultede, hjemløse katte. Det er ikke rimeligt, selvom du er en hård mand, Roy Thomas Baker!
Om lyrikken er der bare at sige: »Why does it hit so hard/right from the start« eller »If heaven fell to earth like a rock/I would stop stop stop.«