'Sex and the City'

Instr. Michael Patrick King

Af Rune Skym-Nielsen - giver filmen en stjerne

Det er sjældent at opleve en film så skamløst målrettet det kønne køn som 'Sex and the City', hvor skaberne fra ende til anden svælger i klamme kvindeklichéer med udstyrsstykkerne 'mode og mænd' som udgangspunkt.

Det slås fast fra første færd, og derfra er der ingen vej tilbage i historien om et forhold, der brister på grund af klummeskribenten Carrie Bradshaws materialistiske amokløb mod drømmebrylluppet.

For mandlige seere er der ikke meget at trække på smilebåndet over. Én ting er, at fyrene fremstilles uigenkendeligt endimensionelle og underdanige – ja, grin I bare – humoren er tilmed på et pruttestadium, de fleste drengerøve til fulde udlevede i teenageårenes omklædningsrum.

Måske var pigerne dengang mere ængstelige for at give gasserne frit los? I hvert fald skal der nu skraldgrines, fordi den oversippede Charlotte får tyndskid. Filmen behandler altså såvel mænd som sit kernepublikum groft generaliserende, og at finalen præsenterer den tykkeste morale i kvindes minde, retter ikke op på sagerne.

Der må hulkes

Til trods for skarpere fokus på de fire hovedpersoner og flottere kameraføring fungerer 'Sex and the City' som ét rekordlangt afsnit af serien af samme navn. Rædslen varer 140 minutter, og da Nyhedsavisens kritikerkonstellation så den, tyvstartede hysteriet endda længe forinden.

- Har I Kleenex med, eller skal jeg finde nogle til jer. Seriøst, den får virkelig tårerne frem, advarede damen fra filmselskabet således, før filmen gik i gang.

Hendes advarsel blev absolut taget seriøst i prøvebiografen. Eksempelvis kunne Mazda Vang fra 'Paradise Hotel' straks ses rode i sin taske. Det var næppe en Louis Vuitton, thi selvsamme realitystjerne udstødte sit største af mange hulk, da en fattig, men gæv provinspige midtvejs i filmen får sin helt egen taske fra det forjættede varemærke. Romantik anno 2008.

I øvrigt: For tiden hænges Louis Vuitton ud på Facebook for at retsforfølge et dansk Darfur-velgørenhedsprojekt.

Årsag: Samaritternes kampagnelogo minder for meget om milliardempiriets ...

Her får jeg lyst til at hulke, og samme afsky vækker 'Sex and the City' tilnærmelsesvist. Især med visheden om at seriens fire femme fatales trods talrige referencer til deres seriefortid gebærder sig som følelsesmæssige amøber og uforbederlige materialister. For mænd med et nogenlunde sundt kvindesyn er filmen ikke blot uinteressant. Den er decideret urovækkende.

*********************************************

Sex and the City

Instr. Michael Patrick King

Af Ida Auken, Medlem af Folketinget for SF - giver filmen fire stjerner

Med frygt for at fornærme halvdelen af landets befolkning må jeg med det samme tilstå, at jeg altid har haft et had-kærlighedsforhold til føljetonen 'Sex and the City'. Og det har jeg stadig efter at have set filmen om de storforbrugende damer, der i det store hele minder om et meget langt afsnit af tv-serien.

Carrie, Charlotte, Samantha og Miranda er fire kvinder i New York, der ligesom andre storbykvinder er optaget af de to m’er: mænd og mode – eller på engelsk: 'labels and love'.

Da vi forlod kvinderne for nogle år siden, var alle fire godt givet bort til hver deres mand. Men her hvor filmen begynder, slås de alligevel stadig med kærlighedslivet – det med moden har de styr på, som filmens hovedperson Carrie tørt konstaterer i begyndelsen. Og heri har hun helt ret. Filmen er et kunststykke, når det kommer til kjoler, stiletter, tasker, solbriller, frisurer og smykker.

Ikke mindst Carries hær af brudekjoler fra designere som Gucci, Dior og Lacroix samt mesterstykket fra Vivienne Westwood må gøre indtryk – selv på den,der ikke drømmer om tyl og hvide blonder.

En anden af filmens styrker er dens ublu forhold til sex. Om end der er skruet ned for antallet af cocktails og forbruget af mænd, er det stadig en fornøjelse at overvære venindernes samtaler, hvor ingen detalje er for privat til at blive delt med hinanden og os.

Særligt Samantha brillerer med sin kynisme og frigjorthed, og som sædvanlig står hun for flest af persongalleriets bedste ’oneliners’.

Som når hun med vanlig overfladefiksering skal gætte på Carries største og gladeste nyhed til dato:

- Du har endelig fået en botoxbehandling!

Dilemma af karat

Godt revet med af dette kvindeunivers, der altid giver mig lyst til at shoppe og gå i byen, bliver jeg alligevel ramt af et vist ubehag.

Filmen kommer aldrig under den overflade, den hele tiden ironisk kradser i selv. Og kvindernes enorme overforbrug inspirerer ikke ligefrem til en bæredygtig livsstil.

Når jeg ser 'Sex and the City'bliver jeg altså udfordret af et dilemma, som jeg tror, mange moderne mennesker kender: lysten til hele tiden at skrue sit forbrug op, og bevidstheden om, at det ikke just er det, kloden har brug for.

Men med overbevisningen om, at mine medsøstre er klogere end til at tro, at man kun er lykkelig, hvis man ejer en Louis Vuitton-taske og et par Manolo Blahnik-sko, vil jeg alligevel anbefale filmen. Ikke mindst fordi den er rigtig god underholdning.