Things We Lost In The Fire Instr: Susanne Bier

Den ros skal vores udsendte Hollywood-instruktør have. Hun ved, hvor tudetasten sidder, og på min række var vi således flere granvoksne mænd, der måtte tørre øjnene under visningen af Ting, vi mistede i ilden .

For Susanne Bier styrer sine stjerneskuespillere med sikker hånd. Halle Berry lægger al sin styrke og sårbarhed ind i rollen som Audrey, der pludselig mister sin mand, Brian (David Duchovny), og står alene tilbage med to børn. Brian bliver skudt, da han heroisk forsøger at forhindre et overfald, og bang, så har vi en tragedie af den slags, Bier allerede har beskæftiget sig med rent tematisk i sine seneste film, Brødre og Efter Brylluppet .

Denne gang er manuskriptet skrevet af den relativt ukendte Allan Loeb, og med Susanne Bier som instruktør har Hollywood altså lånt sig en melankoliker, der med sikkerhed ved, hvordan man laver film om at miste. Om, hvad man stiller op med smerte og sorg. Og hvordan man finder nyt håb.

Things We Lost In The Fire er med andre ord klassisk melodrama, der, især i sin afsøgning af viljen til at hjælpe andre på godt gled, er stærkt rørende.

At give slip

Enken Audrey opsøger nemlig sin afdøde mands bedste ven, narkomanen Jerry (Benicio Del Toro), og tilbyder ham et gæsteværelse i husets garage. Et ¿ for nogle ¿ måske lidt utroværdigt valg af bofælle, men i filmen fungerer det ganske overbevisende. For Benicio Del Toro styrer sin svære taber-rolle med så stor charme og kløgt, at den karismatiske skuespiller atter læner sig op ad en Oscar ¿ som han i øvrigt også fik i 2000 for Traffic .

Langsomt (også fortællermæssigt) opstår der dog en konflikt, da Jerry glider ind i rollen som faderfigur og mand i huset. For Audrey kan ikke give slip på mindet om sin mand, og Jerry kan ikke holde sig fra stofferne. De klamrer sig begge til den tryghed, de kender, men som filmens undertitel meget rammende siger: Hope comes with letting go . For at komme videre skal man give slip.

Høj Kleenex-faktor

Susanne Bier har selv skabt en overbevisende karriereforlænger, der adskiller sig fra de gængse Hollywood-produktioner ved at turde tage sin tid som fortælling, lige så vel som også kameraet konstant bevæger sig omkring vores hovedpersoner og gerne finder hvile helt inde i øjet. Det ser flot ud i en film, der dog lider under at være mere eftertænksom end egentlig dramatisk. Man keder sig altså lidt hist og her. Også fordi død og afsavn er så svært stof tematisk set.

Bier gør et godt forsøg og scorer i hvert fald maks point på Kleenex-faktor.