Børnehjemmet (El Orfanato)
Instr. Juan Antonio Bayona
Gysere om hjemsøgte huse har sædvanligvis større succes på tankstationens udlejningshylde end til fine prisuddelinger, men ¿Børnehjemmet¿ var den officielle spanske bejler til årets fremmedsprogede Oscar (men blev siet fra i nomineringsfasen sammen med blandt andre det danske bud, Kunsten at græde i kor ).
I den altdominerende hovedrolle går Belén Rueda frygtfuldt op i limningen som Laura, der vil genåbne det børnehjem, hun selv blev adopteret fra.
Derfor flytter hun ind i den gamle, knagende villa med mand og syvårig søn, der straks får sig indtil flere nye fantasivenner.
Uhygge uden blod
Uro over sønnens sære skattejagter med de nye opdigtede kammerater bliver til rædsel, da han pludselig forsvinder sporløst. Men mareridtet er kun lige begyndt for Laura, der langsomt må sande, at børnehjemmet har lagt vægge til andet end hendes egne lykkelige barndomsminder.
Det lyder ikke originalt, og det er det egentlig heller ikke. Stort set alle gyserkonventioner dækkes ind undervejs. Men vi er alligevel et stykke fra den typiske gang teenage-mindede horror, mens den debuterende instruktør Juan Antonio Bayona med stærk rytmesans og (næsten) uden brug af blod og vold doserer klækkeligt med gru, chok og gåsehud. Og stadig fastholder et plausibelt element af familiedrama.
Skrækindjagende finale
De helt klassiske virkemidler, lyd og lys, piskes op til et stemningsfuldt, skræmmende genrestykke med enkelte nymodens friheder ¿ som en medium-seance, der gennem overvågningsudstyr følges, så kuldegysningerne ruller.
Vigtigt holder Børnehjemmet også takten i den kritiske tredje akt, hvor så mange andre gysere snubler. Den ildevarslende indledning og puslespilssamling følges nemlig helt til dørs i en både skrækindjagende og hjertegribende finale, der for alvor giver mindelser om filmens mexicanske markedsføringsrambuk, nemlig producer Guillermo del Toros Pan s Labyrinth og landsmanden Alejandro Amenábars The Others .