Anbragte børn har meget dårligere chancer i livet end deres jævnaldrende. Men hvis der bliver stillet krav til dem, så klarer de sig bedre, skriver Politiken.
En undersøgelse, som analyseinstituttet Rambøll har lavet for Egmont Fonden, viser, at kun 13 procent af de anbragte børn senere får en videregående uddannelse. For andre børn er det 36 procent.
Selv de anbragte, der får en videregående uddannelse, får markant mindre i løn end andre med samme uddannelseslængde.
- Det er meget skræmmende tal, og det har overrasket os meget. Læring er sindssygt vigtigt, hvis man skal have et godt liv, siger Grethe Nymark, konstitueret leder af Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration, til Politiken.
Ifølge fonden er der hele tiden omkring 12.000 anbragte børn, og det tal har været stabilt i årevis.
Fonden har på baggrund af tallene besluttet at gøre anbragte børn til et indsatsområde med projektet 'Lær for Livet'.
Her forventer man at få fat i godt 1000 af børnene i alderen 10 til 13 år - børn, som kommunerne visiterer, og som med den rette støtte forventes at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.
Det lykkedes i dag kun for 41 procent af de anbragte mod regeringens målsætning om 95 procent.
- Ny forsknings vise, at anbragte børn præsterer bedre, når de møder høje forventninger. Ja, disse børn er meget sårbare, men et øget fokus på læring kan give dem tro på deres potentiale, siger Grethe Nymark til Politiken.
Projektet begynder ifølge Politiken i slutningen af juni, hvor et hold på 30 anbragte børn skal på sommerskole i 14 dage. Derefter får de tilknyttet en frivillig mentor med en lang videregående uddannelse, som følger den enkelte én gang om ugen i seks år.
/ritzau/