Flammer og en tyk, sort røgsøjle står op fra broen, der forbinder Rusland med den annekterede Krim-halvø.
Alt tyder ifølge Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, på, at ukrainerne står bag angrebet på den strategisk vigtige bro.
- Ud fra de billeder, der er, ligner det, at der er ret store skader både på vejbroen og togbroen. Så det ser ud, som om det er et rigtig stort angreb.
- Alting peger på, at det er noget, som ukrainerne gerne ville gennemføre, og mon ikke det også er dem, der står bag, siger Anders Puck Nielsen.
Han siger, at han har svært ved at se, at andre kan være gerningsmænd bag angrebet. Militæranalytikeren anser det slet ikke som værende sandsynligt, at russerne selv skulle stå bag bombningen - eventuelt for at optrappe krigen.
- Det ser jeg overhovedet ikke for mig. Den her bro er simpelthen fuldstændig afgørende for Ruslands mulighed for at forsyne de styrker, der er i det sydlige Ukraine, siger Anders Puck Nielsen.
Får russerne ikke forsyninger frem til den sydlige del af fronten via Kertj-broen, får de russiske styrker svært ved at kæmpe i den sydlige del af Ukraine, lyder det fra analytikeren.
- De må gøre endnu mere for at prøve at beskytte deres forsyningslinjer andre steder. De kommer til at skulle afsætte flere styrker til det her.
Særligt brændstof og ammunition, der skal bruges i forbindelse med kampe ved frontlinjen, kan blive svært at få frem, vurderer han.
- Så det her er noget, der godt kan omsætte sig i, at ukrainerne kommer til at gøre endnu større fremskridt på frontlinjen i det sydlige Ukraine i de kommende måneder, siger Anders Puck Nielsen.
Kertj-broen forbinder russisk fastland med Krim-halvøen, og den blev indviet som et russisk prestigeprojekt i 2019. Broen kaldes af den grund også for Krim-broen.
Krim er en ukrainsk halvø, der har været annekteret af Rusland siden 2014.
En russisk anti-terrorstyrelse har lørdag morgen sagt, at eksplosionen skyldes en bilbombe på broen. Flere togtankvogne skulle desuden stå i brand på stedet.
/ritzau/