Amnesty International kritiserer voldtægtslovgivningen i flere europæiske lande og påpeger, at kun 8 ud af 31 lande i Europa har lovgivning om samtykke ved sex.
Det fremgår af en ny rapport fra Amnesty, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Sverige vedtog tidligere i år en samtykkelov, som kræver et ja eller aktivt samtykke før og under sex. Hvis ikke, der bliver givet samtykke, kan handlingen klassificeres som voldtægt.
Dermed er Sverige sammen med Storbritannien, Belgien, Tyskland, Irland, Island, Cypern og Luxembourg blandt de få lande i Europa, som kræver samtykke ved sex.
I de resterende 23 lande skal der være tale om vold, trusler, tvang, eller at en person er ude af stand til at gøre modstand, før gerningen kan klassificeres som voldtægt.
Amnesty International kalder disse love "farlige og forældede".
- Sex uden samtykke er voldtægt. Punktum, udtaler Anna Błuś fra Amnesty International i en erklæring ifølge CNN. Hun forsker i Vesteuropa og kvinders rettigheder
- Indtil regeringerne sørger for, at lovene stemmer overens med denne simple kendsgerning, vil voldtægtsforbryderne fortsætte.
Amnesty International påpeger i rapporten, at en samtykkelov ikke er en endelig løsning på problemet, men at det er en god start. Organisationen fremhæver også signalværdien i en sådan lov.
Rapporten kommer i forbindelse med den internationale dag mod vold mod kvinder søndag.
I Danmark afgøres voldtægtssager ud fra, om det kan bevises, at offeret har været udsat for vold, tvang, trusler eller har befundet sig i en forsvarsløs tilstand.
I mange år har der været politisk modstand mod at ændre loven i Danmark. Men justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har for nylig nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge sagen.
På en konference på Christiansborg om den danske voldtægtslovgivning i slutningen af oktober slog både han og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) fast, at de er klar til en kursændring.
- Mit mål er at beskytte kvinderne bedre ved at få dømt flere voldtægtsforbrydere og ved at skabe en holdningsændring i forhold til voldtægt, sagde Kjer Hansen.
Ifølge tal fra 2014 fra EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) er ni millioner kvinder over 15 år blevet voldtaget alene i Europa. Det svarer til mindst 1 ud af 20.
/ritzau/