Lørdag eftermiddag er landevejen ved Tuse i nærheden af Holbæk helt spærret efter en alvorlig trafikulykke.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Som følge af ulykken har en 30-årig mand fra Holbæk mistet livet.
Manden kom kørende i en personbil, men bevægede sig af uforklarlige årsager over i modsatte vejbane, hvor han frontalt kørte ind i en lastbil, oplyser vagtchef Jesper Mortensen.
Den 30-årige blev først fastklemt i sin bil, mens lastbilen kørte ned i en grøft og væltede om på siden.
Føreren af lastbilen er uskadt.
Politiet opfordrer til, at man finder en alternativ rute. Det kan for eksempel være via Tuse Byvej.
Ulykken skete klokken 12.33. Omkring klokken 17.30 er landevejen fortsat afspærret, fordi lastbilen er ved at blive bjærget fra grøften.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/