Manchester Citys manager Roberto Mancini kunne ikke være utilfreds med udbyttet af onsdagens Champions League-hjemmekamp mod Borussia Dortmund, hvor resultatet blev 1-1.
For tyskerne var nemlig et temmelig ubekvemt bekendtskab for City, der måtte se Dortmund spille sig frem til en stribe store chancer. Og Mancini erkender da også, at englænderne var heldige.
- Vi spillede ikke godt. Vi fortjente ikke at få det point, men i den sidste ende kan det vise sig at være vigtigt.
- Dortmund spillede bedre, og lige nu er de et bedre hold end os, erkender Roberto Mancini.
Han kritiserer samtidig sine spillere for ikke at yde en tilstrækkelig stor arbejdsindsats.
- Vi er nødt til at løbe og kæmpe for hver bold. Vi må fighte. Det er ikke nok at have god kvalitet på holdet.
- Joe Hart reddede os i dag. Jeg ved, hvad problemet er, og jeg vil løse det meget hurtigt. Hvis vi ikke forbedrer os, bliver det svært at komme videre fra gruppen, lyder det fra Mancini.
Målmand Joe Hart endte som Manchester Citys klart bedste spiller.
- Vi skal være glade for det ene point, erkender den engelske landsholdsmålmand.
- Det kunne være blevet 10-10 i aften, men vi holdt os selv i live i gruppen. Dortmund havde høj klasse, siger Joe Hart.