Hovedstadens Beredskab måtte søndag aften rykke ud til Nyhavn.
Her var en ældre mand faldet i vandet, fortæller operationschef Martin Smidt. Hovedstadens Beredskab var hurtigt fremme og fik hjulpet manden op af det kolde vand.
Manden, der formodes maksimalt at have været i vandet i ti minutter, var blevet en smule afkølet, men har det ellers godt, fortæller Martin Smidt.
Men havde det ikke været for nogle selvlysende reb, som manden kunne klamre sig til, kunne det måske være gået værre.
- Det er vores indsatsleders vurdering, at hvis ikke det havde været for de reb, så kunne manden sagtens være røget under vandet.
- Rebene er blevet installeret for nyligt. De hænger som en guirlande lige i vandspejlet, siger Martin Smidt.
Han fortæller, at det oftest er sommeren, at personer falder i vandet i Nyhavn.
/ritzau/