Det er et klokkeklart brud på straffeloven, at Skat for et millionbeløb køber sig adgang til en del af Panama Papers. Sådan lyder det fra advokat Poul Gudberg, som har anmeldt regeringen og Folketinget til Københavns Politi, skriver Jyllands-Posten.
- Det er stjålne oplysninger, som de nu vil betale en frygtelig masse penge for. Det er ufatteligt i mine øjne. Hvis det var dig eller mig, der havde gjort det her, så var vi kommet i spjældet, siger Poul Gudberg til Jyllands-Posten.
Han har mere end 40 års erfaring som forsvarer, og ifølge ham er købet et klart brud på hæleriparagraffen i straffeloven.
Papirerne kommer fra en anonym sælger, som har tilbudt Skat indsigt i 320 sager med relation til Danmark. Det godkendte skatteminister Karsten Lauritzen (V) tirsdag.
Ministeren håber på, at Skat kan hente nogle af de penge, der er skjul i udlandet, og som der ikke er svaret skat af hjem til statskassen.
Men ifølge advokaten støtter regeringen og Folketinget en kriminel handling, da dokumenterne er landet i deres hænder på ulovlig vis.
- Vi kan ikke have et Folketing eller en regering, der beslutter at begå en overtrædelse af straffeloven, siger Poul Gudberg.
Nu skal Københavns Politi efterforske sagen, og så vil tiden vise, om der er begået noget kriminelt eller ej, men advokaten er ikke i tvivl. Han stiller spørgsmålstegn ved Folketingets måde at håndtere sagen på.
- Det er som om, at man fra Folketingets og regeringens side siger, at hvis der er penge nok i den anden ende, så legitimerer det handlingen. Men de aner ikke, om der penge at hente, påpeger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.