Cubas fagforening meddeler, at 500.000 statsligt ansatte er ved at blive fyret som en del af den igangværende modernisering af landets økonomi. Inden 2020 skal 40 procent af befolkningen overføres fra statsjobs til det selvstændige erhvervsliv. I dag er ni ud af ti arbejdende ansat af staten.

I december sidste år besluttede Cubas ledere, at de måtte åbne for kapitalismen og verdensmarkederne – på deres egen måde, ellers ville deres socialistiske samfundsmodel bryde sammen.

Præsident Raúl Castro forsøger med egne ord at skabe en ”socialisme uden forkerte og uholdbare koncepter.” Meningen er ”at lære af de positive ting fra kapitalismen” blandt andet ved at lade folk blive selvstændige. Castro er i færd med at legalisere en række forhold som at have lønarbejdere, hvilket har været ulovligt siden revolutionen.

Leder af nationalforsamlingen, Ricardo Alarcón, mener, at det er svært at opbygge socialistiske modeller i små markeder som Cubas. ”Vi vil bevare socialisme så godt som muligt, ikke den perfekte, som vi drømmer om, men den som er mulig under de givne omstændigheder,” sagde han i december.

Nye koncepter

Lige meget hvad ideologien dikterer, har markedsmekanismer overtaget store dele af Cubas økonomi og livsstil. Det er ikke fordi styret har forsømt forsøg på kontrol med vildskaben i markedet. Boligministeriet har 8.000 håndværkere ansat og 12.000 sikkerhedsfolk til at kontrollere ærligheden.

Allerede i september sidste år frigav myndighederne 178 forskellige aktiviteter, hvor man fremover kunne agere selvstændigt. Det ændrede ikke meget, fordi folk allerede brugte det frie initiativ snarere end offentlige systemer til at klare hverdagen.

Samfundets nye regler for at drive erhverv bygger på tilladelser, som folk skal betale for. De kan så ansætte andre cubanere og betale dem løn efter produktivitet, men samtidig kom et sæt skatteregler. Tidligere har det ikke været tilladt at udnytte folk arbejdskraft som ansatte.

I dag anses selvstændige officielt for ”ansvarlige og storsindede” aktører i moderniseringen af den cubanske økonomiske model snarere end kriminelle parasitter. Velstand for de, der kan skabe den, er nu godt.

[pagebreak]Dollars

Amerikanske dollars fra turister og sendt af familiemedlemmer i USA samt en særlig dollar-lignende valuta flyder rundt i samfundet, fordi man i 1993 efter Sovjetunionens kollaps blev nødt til at reformere økonomien. Men langt fra alle har adgang til dollars, og der er opstået tydelige sociale forskelle, altså mellem fattige og mindre fattige.

Cuba har et aktivt marked, men langt fra alt fungerer efter bogen. Folk køber, sælger og bytter alt muligt for at få livet til at fungere. Opfindsomheden på de sorte markeder for alle mulige ting og ydelser er umådelig.

Tidligere i 2010 indførte myndighederne reformer, som begyndte at rette op på det socialistiske system af regler. Hidtil havde alle frisører f.eks. været ansat i samme statslige selskab med faste priser for at ordne folks hår. For hver frisør var der to sikkerhedsfolk, en rengøringshjælp, en bogholder og en administrator m.fl. - alle statsligt ansatte.

Regeringen leverede vand, elektricitet og en telefon, som kunder, naboer, venner og familie derefter ukontrolleret kunne anvende (evt. mod betaling). Og det forhindrede ikke prisdannelsen på frisørarbejde i at følge markedsmekanismer og frisørens talenter.

Nu er frisører selvstændige, betaler en basal husleje, sociale bidrag og skat for de ansatte. Staten tjener pludselig penge, og frisører med talent og gåpåmod kan tjene ekstra til egen lomme.

Nye toner i økonomien

Fundamentet for tilværelsen i Cuba er fortsat billige, rationere madvarer, der ikke strækker til folks behov for ernæring. Trods landets fattigdom er sundhed, uddannelse, sport og kultur gratis.

”Hvorfor skulle Cuba være anderledes end alle andre lande? Vi bliver nødt til at afskaffe alle de ting, som borgerne har fået gratis af staten fra vugge til grav bare for at gøre dem lige,” mener Jorge Luis Valdès, der er leder af Cubas forening af økonomer og bogholdere.

Indgrebene i samfundet går fra store til små forhold. Myndighederne betaler ikke mere for bryllupskagen og hotelophold under hvedebrødsdagene. Det er slut med gratis frokostordninger i ministerier og socialhjælp skal gå dem, der virkelig behøver den.

[pagebreak]Katastroferne

Cuba har lidt under flere katastrofer end den årelange amerikanske embargo. I 2008 blev øen ramt af hele tre orkaner, der smadrede landbrug og infrastruktur for værdier svarende til en femtedel af nationalproduktet. Finanskrisen i 2008 og fremover har kostet dyrt på indtægterne på metallet nikkel og turisme. Landbrugsproduktion vedbliver at falde, og i 2010 importerede Cuba 80 procent af sine fødevarer.

Præsident Raul Castro har før afveget fra broder Fidels model. For over 15 år siden protestede han som forsvarsminister imod frygten for amerikanske kanoner – det drejer sig om de bønner, som det cubanske folk ikke kan skaffe.

Uenigheden i Cuba stod om modernisering af landbruget som middel imod fejlernæring i landet. Raul Castro frygtede optøjer og fik til sidst sin vilje, hvorefter frie markeder med fødevarer blev tilladt. De igangværende moderniseringer er endnu mere radikale.

De fyrede

Den halve million fyrede får en månedsløn som kompensation. Har man ”kun” arbejdet op til 19 år for staten for man 60 procent af lønnen en måned mere. Efter 30 års arbejde har man optjent tre måneders ekstra betaling af den reducerede løn. Arbejdere med mere end 30 års anciennitet modtager 5 måneders betalinger.

Styret er sig meget bevidst, at efter en livstid som statsligt ansatte kan det være vanskeligt at kaste sig ud i iværksætteri og tjene til livet som selvstændige. Økonomen Omar?Everleny Pérez, der menes at være ansvarlig for de nye planer, vedkender sig kommende uligheder, men ”de er der allerede,” siger han. ”Hvad vi har nu, er falsk lighed. Vi må finde ud af, hvem fortjener at være på toppen.”

Kilde: Le Monde Diplomatique