En flok svenske gymnasieelever har afsløret, at det svenske atomkraftværk Forsmark tilsyneladende var tættere på en nedsmeltning, end de svenske myndigheder hidtil har indrømmet.
Gymnasieeleverne lavede en videofilm om en alvorlig fejl på kraftværket, der indtraf 25. juli 2006. Den uafhængige svenske ekspert Lars-Olov Höglund har tidligere sagt, at det var »rent held«, at episoden ikke endte med en nedsmeltning i værket nord for Stockholm.
Til en opgave i skolen interviewede eleverne Kjell Olsson fra statens kernekraftinspektion, SKI, som hidtil har benægtet, at værket var tæt på en nedsmeltning under uheldet. Men da Kjell Olsen tror, at eleverne har slukket kameraet, siger han ifølge Aftonbladet:
»I mangt og meget har han ret. Det kunne være blevet en nedsmeltning.«
Den seneste afsløring kommer kun få dage efter, at en intern rapport afslørede, at værkets medarbejdere i flere tilfælde har været berusede eller på stoffer, mens de arbejdede på atomkraftværket.
Ifølge Aftonbladet står SKI dog fast på, at Forsmark langt fra var ved at ende i en alvorlig ulykke. Myndigheden siger, at Kjell Olsson »udtalte sig hypotetisk«. Olsson selv er på ferie i Thailand og har ikke kommenteret gymnasieelevernes afsløring.