Frustrationerne over et dårligt sexliv kan bestemt føre noget godt med sig. I hvert fald for arbejdsgiveren.
En stor tysk undersøgelse har nemlig vist, at folk, der ikke bruger meget tid på at dyrke sex, i stedet vælger at arbejde mere for at adsprede tankerne.
Det skriver Reuters.
Undersøgelsen er fra universitetet i Göttingen og indbefatter 32.000 mænd og kvinder. Den viser, at over 35 procent af de mennesker, der siger, at de har et dårligt sexliv, også arbejder meget mere for at få tankerne lidt væk fra problemerne i soveværelset.
Halvdelen af alle arbejdsnarkomaner har ikke sex
Tendensen er ret ens for mænd og kvinder. 35 procent af kvinderne og 36 procent af mændene med et dårligt sexliv svarede i undersøgelsen, at de ofte tog ekstra timer på arbejdet og var villige til at tage ekstraopgaver.
For dem, som kunne berette, at de slet ingen sex har, er tallene endnu mere ekstreme. 45 procent af mændene og 46 procent af kvinderne, der ikke har et sexliv, kunne rapportere, at de tog mere ansvar på sig frivilligt.
- De her tal er bekymrende, siger hovedforfatteren bag studiet, Ragnar Beer, i nyhedsbrevet Apotheken Umschau skriver Reuters.