Det er blevet stadig sværere for danske patienter at få adgang til nyudviklet medicin.
En gennemgang af Medicintilskudsnævnet, der vurderer tilskud til lægemidler, viser nemlig, at nævnet i de seneste tre år i stigende grad har afvist at betale høje priser for ny og avanceret medicin.
Resultatet rammer syge danskere, som derfor ofte nøjes med ældre præparater, viser en gennemgang af nævnets indstillinger og Sundhedsstyrelsens afgørelser. Det skriver Berlingske.
Inden for eksempelvis smertebehandling står 70.000 danskere med kroniske smerter til et skifte til den aldrende morfinbehandling modsat den nyeste, men også dyrere smertebehandlende medicin, viser gennemgangen.
I næste måned skal Medicintilskudsnævnet se på diabetesmedicin, hvor der er vækst i nye og dyre insulinpræparater.
Diabetesforeningen vurderer, at der er en risiko for, at Medicintilskudsnævnet nu begrænser adgangen til den nye diabetesmedicin, og han savner at kende grundlaget for nævnets arbejde.
- Der mangler gennemsigtighed. Vi må vide, hvad der foregår, for vi ved reelt ikke, om der allerede er truffet en politisk beslutning om, at der skal skæres i udgifterne til diabetesbehandlingen, siger foreningens administrerende direktør, Henrik Nedergaard.
Ifølge sundhedsminister Astrid Krag (SF) skal patienterne tilbydes den bedste behandling - også innovativ og dyr behandling - men tilskud skal også vurderes efter prisen:
- Vi skal dog ikke give tilskud til medicin, hvis der er en anden medicin med samme virkning til samme eller billigere pris. Det har skatteyderne ganske enkelt krav på, siger hun til avisen.
Hun henviser til, at et enigt Folketing har besluttet, at Sundhedsstyrelsen kan fjerne tilskud til medicin, når der er et billigere alternativ med samme virkning.
Kilde: Berlingske