Ni måneders løn plus renter svarende til godt en halv million kroner.
Det skal en friskole på Fyn ryste op med til to kvindelige lærere, der blev fyret, imens de var på henholdsvis barsels- og forældreorlov.
Det har Østre Landsret afgjort.
Skamby Friskole på Nordfyn fastansatte samtidig de to barselsvikarer, som havde overtaget lærernes timer i orlovsperioden.
Afgørelsen glæder Jette Morsing, der er konsulent i Frie Skolers Lærerforening (FSL).
"Ligebehandlingsloven holder - det viser den meget klare dom fra landsretten. Kvinder på barselsorlov behøver efter dommen ikke at frygte, at de bliver skubbet ud af jobbet, fordi skolen hellere vil satse på barselsvikaren. Og hensigten med loven er jo netop at fjerne den bekymring," siger Jette Morsing til fls.dk.
Jørgen Chr. Jørgensen, der er bestyrelsesformand for Skamby Friskole, er skuffet over afgørelse, som formentlig ankes til Højesteret.
"Vi vidste, at det ville blive svært, for der er omvendt bevisbyrde," siger han og fastholder, at fyringerne intet har med barselsorloven at gøre.