Syriens militær har optrappet angrebene på oprørsbyen Homs.
Internationale nyhedsmedier melder om, at mindst 13 er dræbt efter nye granatangreb på byen.
Samtidig kalder FN's generalsekretær Ban Ki-moon det "en katastrofe", at FN's Sikkerhedsråd ikke kunne blive enige om en resolution, der fordømmer den stigende vold i landet og opfordrer Syriens præsident Bashar al-Assad til at træde tilbage.
Han siger, at FN's manglende handlekraft tilskynder styret i Damaskus til at "optrappe krigen på dets egen befolkning", skriver BBC.
Det internationale samfund kæmper for at finde en løsning på Syrien-krisen, efter at Rusland og Kina i sidste uge nedlagte veto mod resolutionen.
Ifølge øjenvidner er snesevis af pansrede kampvogne og regeringssoldater på vej ind i Homs, der er Syriens tredjestørste by med en million indbyggere.
Også onsdag blev mange indbyggere dræbt i Homs. Ingen ved dog præcis hvor mange.