I alt 12 katte og én kanin ankom forrige uge til Dyreværnets internat i Rødovre. Sagen er et eksempel på, at Dyreværnet også kan hjælpe, hvis man som familie befinder sig i en vanskelig situation, hvor overskuddet eller muligheden for at tage sig sine dyr ikke længere er til stede.
Når livet rammer, mister man ofte overblikket; og overskuddet til at tage sig af sig selv og sine forsvinder helt eller delvist. Her kan Dyreværnet også træde til, og organisationen oplever, at det betyder meget for de mennesker, der får hjælp, at de ved, at deres dyr kommer i trygge hænder og på sigt videre til et nyt, godt hjem.
Omsorg for mennesker
I dette tilfælde var der tale om et ægtepar, som pludselig blev hårdt ramt af sygdom, og som i en årrække havde taget redningsdyr ind. Nu var det pludselig dem, der havde brug for hjælp. Heldigvis tog familien kontakt til Dyreværnet, der straks trådte til.
Efter en indledende dialog blev familien og Dyreværnet enige om at hente de fleste dyr på adressen. Tilbage blev en enkelt voksen kat samt to hunde. Aftalen er, at hvis disse dyr også bliver for meget for familien at klare under omstændighederne, træder Dyreværnet til igen og henter de sidste dyr.
- Det betyder meget for os at hjælpe kæledyr i nød, men det betyder faktisk lige så meget for os at kunne hjælpe mennesker, der er endt i en ulykkelig situation, og hvor dyrene kommer i klemme. Dyr og mennesker er forbundne, og når du kører dyreambulance, er det ikke kun dyrene, man skal drage omsorg for – vi bliver lige så rørte over menneskeskæbnerne, fortæller udrykningsmedarbejder Claus Thomsen.