En endnu ukendt dansker har uden at vide det skrevet sig ind i Lotto-historien. Ved lørdagens trækning den 13. juni 2026 blev vedkommende nemlig Lotto-millionær nummer 4.000, siden spillet så dagens lys i oktober 1989.
Den historiske kupon er købt hos Føtex i Viby Centret syd for Aarhus, og gevinsten lyder på 4.000.000 skattefrie kroner. Den heldige vinder skal dog selv opdage lykken ved at tjekke sin kupon, for Danske Spil kender endnu ikke identiteten på jubilæumsmillionæren.
Vinderen er langtfra alene om at fejre weekenden. Yderligere to spillere ramte førstepræmien og kan også kalde sig firemillionkroners-rigere. Den ene kupon er købt hos Bog & Idé i Asnæs på Vestsjælland, mens den anden er spillet via mobilen af en spiller fra Næstved Kommune.
Oveni de tre Lotto-førstepræmier fandt Millionærchancen to nye vindere, der hver får udbetalt 1.000.000 kroner. Tilsammen blev fem danskere altså millionærer på én og samme aften.
Svært at forstå
Milepælen på 4.000 millionærer har stor symbolsk værdi hos Danske Spil, der har stået bag den ugentlige lørdagstrækning i mere end 36 år.
- Det er næsten ikke til at forstå, at 4.000 danskere er blevet millionærer takket være Lotto. Først og fremmest skal der lyde et kæmpe tillykke til alle aftenens vindere. Hos Danske Spil er vi på samme tid ydmyge og stolte over, at Lotto har kunnet samle danskerne om drømmen om at vinde siden begyndelsen i 1989 – og 4.000 millionærer er en stor milepæl, som vi godt lige kan stoppe op og beundre, siger Malene Mølgaard, administrerende direktør for Danske Lotteri Spil.
Siden den første trækning i 1989 har Lotto været en fast bestanddel af lørdagsaftenen i mange danske hjem. Med trækningen den 13. juni 2026 har spillet i gennemsnit skabt over 100 nye millionærer om året.
Danske Spil opfordrer alle, der har spillet Lotto til lørdagens trækning - og særligt kunderne hos Føtex i Viby Centret - til at tjekke deres kuponer. Den nye millionær nummer 4.000 går nemlig fortsat rundt et sted i Aarhus-området uden at vide, at livet pludselig ser noget anderledes ud.